Archive | USA 2016 RSS for this section

Udveksling i USa: Første reflektioner og indfald om blogging, afrejse og kulturelle indtryk

Efter 23.5 dage i USA er det nu tiden, hvor jeg må lægge hovedet på bloggen … med et fuldstændig meningsløst og halvt vellykket pun. I de sidste 23 dage er følgende tre ting gået op for mig:

(1) Jeg er forfærdelig til at opdatere min facebook-status. Dette er på ingen måde hverken den store nyhed eller den store overraskelse. Jeg er notorisk for at dele links i snesevis til interessante artikler om ny forskning indenfor emner, som jeg finder interessante, et par youtube-klip med geder, der lyder som mennesker eller en digtoplæsning af Canibal Corps’ “I Cum Blood”, samt nogle tanker om, hvorfor den lineære opfattelse af tid er en unødvendig konstruktion, og hvordan menneskeheden sikkert ikke har mere end 100 år tilbage at eksistere i, hvorfor vi alle sammen skulle tage os et glas vin, læse det Futuristiske Manifest og fejre absurditeten, mens vi kan. Men skriver jeg om mig selv og mine oplevelser? Næ, hvorfor skulle jeg dog dvæle ved banaliteter som disse?

(2) Jeg har lyst til at skrive om mine oplevelser i USA og har tilfældigvis en blog, som aldrig rigtig kom videre end til de indledende posts af mangel på et klart og fokuseret koncept. Måske kan dette blive en oplagt mulighed for rent faktisk at genoplive den.

(3) Jeg er aldeles, hjælpeløst sprogforvirret. De foregående posts her på bloggen har været skrevet på engelsk, og det er nærliggende at forestille sig, at det også vil blive tilfældet for en procentdel af de fremtidige blogindlæg. Jeg har da også besluttet, at vedligeholdelse af 2 blogs er et urealistisk foretagende, og at mit dansk desuden vil nyde godt af lidt skriftlig opmærksomhed nu, hvor jeg hovedsageligt kommer til at begå mig på engelsk.
Konklusion på denne lange introduktion er, at  jeg efter lang tids overvejelse og desuden lidt overtalelse fra en vis meget handlekraftig og entusiastisk person, har bestemt mig for at blogge om min udvekslingstur til USA, som varer de næste godt 5 måneder. Denne og de næste par blogposts er et forsøg på at samle de forskellige bidder af indtryk, reflektioner og indfald, som jeg har samlet sammen over de sidste 23 dage.

 
Jeg betragter ikke mig selv som en specielt bekymret eller pessimistisk person, selvom jeg klart har tendens til at være paranoid på samfundets vegne og til tider omkring mit privatliv. Inden jeg tog af sted til Københavns Lufthavn havde min hjerne dog nået at tænke alverdens forskellige tanker om, hvorfor rejsen ind i USA til trods for alle forberedelserne alligevel kunne gå galt. Jeg endte med at døbe denne worst case thinking kognitiv stoicisme, fordi det blev en øvelse i at underholde alle mulige usandsynlige scenarier for sjov. Det gjorde samtidig, at jeg var en del mere afslappet omkring selve oplevelsen, men at jeg til tider gav andre indtrykket af at kunne det hele selv, hvilket bestemt ikke var tiltænkt. Natten før afrejse så jeg tilfældigt en dokumentar om Tourettes syndrom med en pige, hvis lufthavsticks inkluderede ord som bomb, 9/11 m.fl. Hun kom igennem sikkerhedskontrollen, så jeg bestemte mig for, at kunne hun, så kunne jeg også. Aldeles rationel tankeproces!
 
Til trods for denne aldeles ‘rationelle’ tankeproces kom jeg naturligvis igennem sikkerhedskontrollen uden problemer. Lufthavnsvagten, som tog mine fingreaftryk og interviewede mig om, hvor jeg skulle hen og hvorfor, havde desuden en stærk sydstatsaccent og kaldte mig ma’am flere gange, hvilket jeg fik et lille mentalt grineflip over. Derefter blev jeg samlet op af repræsentanten for homestay-bureauet på mit udvekslingsuniversitet, hvorigennem jeg havde fået husly hos en værtsfamilie, samt hendes veninde. Hun var meget imødekommende og overordentlig åben om sit personlige liv, hvilket bl.a. gav udslag i hendes samtaler over SpeakerPhone, hvorigennem jeg fandt ud af, at hendes søn havde slået op med sin kæreste, som i stedet var tyet til online dating-sider. Uden at overdrive den kulturelle forskel, skulle dette senere vise sig som et overordnet tema: Folk er mindre private og reserveret ift. i København, hvor man har tendens til at møde folk med en vis distance og mistænksomhed, og som nyankommen i et fremmed land, er dette egentlig meget betryggende.
 
Der er ikke meget at sige om den 2.5 timer lange og myldertidsprægede køretur, men vi snakkede bl.a. om “2001 A Space Odyssey”, som jeg netop havde set på flyveren iført mine uundværlige støjreducerende hovedtelefoner, og jeg fik en grundig geografilektion om Californiens 58 counties og de forskellige byer, som vi kørte igennem. Det var meget surrealistisk og spændende endelig at være på mit bestemmelsessted efter den et år lange og til tider utrolig papirfyldte proces, som var temmelig abstrakt for mig bogstavelig talt indtil to dage før afrejsedagen. Tja, NP-problem hermed eksemplificeret, og desuden undskylder jeg på forhånd alle typereferencerne, der nok kommer til at indgå i rigelige mængder i fremtidige indlæg.

 

Jeg kom vel hjem til min værtsfamilie, eller som min mobilityinstruktør lærte mig at udtrykke det, “my neck of the woods”, spiste aftensmad og var i det hele taget for optaget af de nye indtryk til at bemærke min træthed, som til gengæld meldte sig ved 9-tiden samme aften. Jetlack er faktisk en virkelig og legitim tilstand, som i mit tilfælde skulle vise sig at vare godt og vel 5 dage. Jeg har nu en overraskende normal søvncyklus sammenlignet med i Danmark, hvor jeg boede alene og i det hele taget havde færre sociale obligationer. Det er interessant at bo sammen med andre mennesker igen, da jeg nok har fået udviklet en del hermit habits såsom at have lange og uddybede diskussioner med mig selv, at spise havregrød kl. 2 om natten, og at udstøde sære non-humane lyde. Jeg har dog stadig den frihed, eftersom mit værelse er temmelig stort og har eget badeværelse. Vi er højst 6 personer i huset, og alle, jeg har mødt indtil videre er utrolig vendlige og imødekommende – ikke mindst min værtsfamilie.

 

Jeg har efterhånden fået sat mig bedre ind i det politiske system her i landet og har haft adskillige interessante og lærerige samtaler om politik, men har endnu ikke mødt en Trump-støtter; de fleste i denne del af Californien er moderat liberale. Det mest bemærkelsesværdige på denne front er,, at sociale spørgsmål såsom abort og andre religiøst betonede emner stadig spiller en stor rolle i de politiske debatter, og at de fleste, jeg har talt med, ryster på hovedet og virker ligeså uforstående som jeg selv og endog til tider næsten ligeså disillusioneret omkring politik generelt. Det er interessant at få en mindre konceptuel og mere jordnær forståelse af det amerikanske samfund, som man altid har en række teoretiske forestillinger om.

 

Udover national politik har jeg fået udvidet min horisont om kinesisk politik, fordi vi havde en af min værtsfars kinesiske engelsk-som-andetsprogsselever på besøg, og selvfølgelig var jeg nødt til at få afdramatiseret mine idéer om det kinesiske styres internetcensur og stramme reglementer: På mig lyder det til, at i hvert fald de veluddannede kinesere ved det meste om de af regeringen censurerede emner, men at det er elefanten i rummet, der ikke tales højt om. Jeg spurgte ind til, hvad hans mening om kinesiske hackeres forsøg på at gennembryde “The Great Firewall”, som refererer til regeringens censurering af dele af internettet, navnligt Google og sociale medie-sider, samt information om visse politisk sensitive emner såsom “Tiananmen Square protesterne i 1989”. Hans omgående svar var, at “det var jo ulovligt”, men efter lidt tid grinede han og sagde, at det var godt at få åbnet op til resten af verden. Jeg fik desuden et crash course i kinesisk historie og de forskellige dynastier, hvilket var fascinerende.

 

Denne og mange andre lignende oplevelser illustrerer præcist, hvorfor jeg valgte at tage et udvekslingsophold. Det var ikke en psykologisk flugt for problemer eller et kontrafobisk forsøg på at bevise overfor mig selv, at jeg var i stand til det, hvilket jeg tænkte i løbet af de mere kedsommelige dele af processen. Det har jeg dog efterhånden opdaget. Imidlertid vil jeg slutte mit indlæg for denne gang, da det allerede er en god Tl.DR-kandidat. I næste indlæg kommer flere kulturelle reflektioner, og jeg vil bestræbe mig på at holde bloggen ved lige. Når jeg starter skolen, kan den eventuel fungere som strukturel overspringshandling. Begrebet dækker over filosofien, at man kan være struktureret i sine overspringshandlinger ved hele tiden at bruge andre forholdsvist vigtige aktiviteter som overspringshandling for den opgave, der har den nærmeste deadline. Nu må jeg imidlertid videre i dagens tekst, som ikke står på hverken Ithkuil, Esperanto eller latin – i hvert fald ikke endnu.


Niscellaneous

Advertisements